Kammerkoncert - The Promise of a Night in June | Rosenvængets Sogn

Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kammerkoncert - The Promise of a Night in June

AUG
27

Kammerkoncert - The Promise of a Night in June


Dato Lørdag d. 27. august 2022, kl. 19:30
Sted Frihavnskirken, Willemoesgade 68, 2100 København Ø
Pris
Gratis
Kammerkoncert - The Promise of a Night in June

The Promise of a Night in June

Komponistnavne: M. Ræhs, G. P. Telemann med flere.

Den danske blokfløjtenist, Clara Guldberg Ravn, har sammen med Anna Paradiso (cembalo, IT), Mats Olofsson (cello, SE) og Jonas Nordberg (lut, SE) indspillet den danske komponist Martinus Ræhs’ (1702-1766) samlede fløjtesonater, udgivet på det tyske pladeselskab, Arcantus, som de første nogensinde. Musikken er fortryllende, inderlig, intrikat og overgår på alle måder forventningen om, hvordan Danmark lød i 1700-tallet. Til aftenens koncert vil gruppen spille uddrag fra CD’erne med Ræhs’ fløjtesonater og også musik fra Ræhs’ samtid i Tyskland og Italien.

Clara Guldberg Ravn er blokfløjtenist og uddannet i 2018 fra Kungl. Musikhögskolan i Stockholm hos prof. Dan Laurin. Hun lever som freelancemusiker og giver koncerter som kammermusiker og solist. Hun har modtaget stipendier fra Danmark og Sverige, og i 2018 vandt hun tidlig musikkonkurrencen EAR-ly for instrumentalister og sangere fra Norden og Baltikum. Ud over sin uddannelse på konservatoriet i Stockholm har Clara også studeret i Lyon på Conservatoire National Supérieur Musique et Danse hos prof. Pierre Hamon og lutenist Rolf Lislevand med fokus på tidlig musik og historisk opførelsespraksis.

Anna Paradiso har turneret i Europa, USA og Asien og har indspillet 18 CD’er som solist og continuospiller. Hun er født i Bari, Italien, men har base i Stockholm, hvor hun ikke blot spiller cembalo, men er en af de førende musikere på historiske tangentinstrumenter. I 2019 modtog hun Bernadottestipendiet fra Kungl. Musikaliska Akademien og i 2020 modtog hun en Grammy sammen med Dan Laurin og Höör Barock. Anna er professor i cembalo ved Conservatorio di Matera, Italien. Anna har desuden en PhD i klassisk filologi.

Mats Olofsson er en af de førende cellister i sin generation. Som studerende i Boston fik han sin første træning i barokcello hos prof. Phoebe Carrai. Han er solocellist i Gävle Symfoniorkester, Sverige, og spiller kammermusik i mange forskellige konstellationer. Mats er en del af Stenhammar Quartet med hvem han har turneret og indspillet adskillelige CD’er. Mats har turneret i Europa, USA, Mellemøsten og Asien og indspiller regelmæssigt for BIS Records, cpo, Alba og Arcantus.

Jonas Nordberg er lutenist og har siden sin uddannelse fra Mozarteum University Salzburg og Kungl. Musikhögskolan i Stockholm en aktiv koncertkalender i mere end 25 lande. Han spiller solokoncerter og kammerkoncerter, i større ensemblekonstellationer og i sceniske produktioner. Fra 2018 indspiller Jonas solomusik eksklusivt for BIS Records. Han spiller regelmæssigt med ensembler som Concerto Köln, Orfeo 55 Sveriges Radios Symfoniorkester.